Det fynske it-udviklingshus Autosource Group har 1. april 2021 lanceret et fjerde ben, ASG Care. ASG står bag udviklingen af en online bilforsikringsberegner. Med få klik kan man beregne sin pris og få sin bil forsikret.

ASG Care har digitaliseret hele processen, så man slipper for lange telefonsamtaler for at få sin bil forsikret – og samtidig er opsigelsen af ens nuværende bilforsikring også digitaliseret, da de sørger for opsigelsen.

Tanken bag ASG Care har været at udvikle enkle, digitale bilforsikringer, der sikrer kunderne en korrekt dækning til en fordelagtig pris – simple, digitale bilforsikringer, der let styres i stil med biler på abonnement, nemlig pr. måned.

Autosource Group i Odense (ASG) er et it-udviklingshus, der er vokset ud af leasingtanken og Flexlease.nu. Det ekspanderende rådgivningsfirma og kompetencehus har som tidligere nævnt netop lanceret deres fjerde ben i virksomheden, ASG Care, i samarbejde med Sønderjysk Forsikring.

”Digitale bilforsikringer på abonnement passer naturligt ind i vores system, hvor vi digitalt kan tilbyde attraktive forsikringer dvs. pris pr. måned. Fire klik, og man har en god pris på en bilforsikring. Det er også en chance for fornuftige unge mennesker med en bil at få en fordelagtig pris på deres forsikring”, forklarer 49-årige Kent Bernsdorf, som stiftede Flexlease.nu tilbage i 2020.

”Jeg tror, vi allerede i år kan nå omkring 20.000 forsikringer, og et naturligt leje ligger nok på cirka 50.000”, vurderer Kent Bernsdorf.

Skræddersyede digitale løsninger

ASG er vokset ud af Flexlease.nu, men er i dag at betegne som et bilrådgivningsfirma.

”ASG er et uafhængigt it-udviklingshus, som tilbyder den danske bilbranche it-løsninger, der er skræddersyet til en hverdag i en moderne bilforretning. Vi kommer alle med en baggrund fra den danske bilbranche, og vi har gjort det til vores ambition at udvikle it-løsninger, der gør arbejdet med og omkring leasing nemmere”, forklarer Kent Bernsdorf.

Flexlease.nu leaser omkring 1500 biler om året, men Flexlease.nu fungerer i dag som ASG’s test-laboratorium, forklarer Kent Bernsdorf.

”ASG har haft lige under en million biler igennem afgiftsberegneren, hvor der i hver beregning har været cirka 40 siders dokumentation med. Vi har i dag et stort datagrundlag, og tror ikke, at der er andre, der har et bedre bud på prisen på en bil om eksempelvis seks måneder eller om to år”, oplyser Kent Bernsdorf.

Flere brugere

ASG omfatter også en digital leasingberegner. ”Vi forsøger at få alle valide informationer om bilen i ét billede. Vi har i dag en platform, hvor vi forenkler bilbranchens hverdag”, siger Kent Bernsdorf. ASG har i dag 1200 brugere – det er en femdobling fra over det sidste år. ”Vi forventer at nå 3000 brugere, inden året er omme”, anslår han.

Det ligger i kortene, at der også kommer udenlandske brugere, i første omgang tyske, tilføjer Kent Bernsdorf.

Løsninger og knowhow

ASG vokser meget for tiden. I dag beskæftiger selskabet 35 ansatte, heraf fem partnere, mod 16 ansatte ved indgangen til 2020.

ASG opererer i et frit marked uden salgsbegrænsninger i forhold til konkurrenter, leasingselskaber, banker, forsikringsselskaber osv. ASG sælger løsninger, software og knowhow, påpeger den erfarne branchemand Jens Sørensen, som i dag er bestyrelsesformand for ASG.

”Vi ønsker at være de lødige i klassen. Vi har fokus på ordentlighed og compliance. Vi arbejder alle efter vores DNA: ordentlighed, ærlighed og agilitet – sober og objektiv rådgivning – og tænker altid løsning frem for produkt”, udtaler Kent Bernsdorf.

Underskriften mellem de to parter er på plads. Her er det fra venstre Kent Bernsdorf, adm. Direktør i Autosource Group, Jonas Pasgaard Krogh, direktør for ASG Care, samt Frank Abel, adm. Direktør for Sønderjyske Forsikring, og Claus Dam, salgsdirektør for Sønderjyske Forsikring.