Autosource Group lever af at udvikle innovative softwareløsninger til bilbranchen, hvorfor de i høj grad er med til at skabe og forme udviklingen. Dette understreges ved det seneste køb af 1001 BILER. De to selskaber forener deres digitale styrker og muskler ved at forenkle og digitalisere leasingprocessen mellem forhandleren og forbrugeren.
I spidsen for opkøbet står Kent Bernsdorf, CEO og Founder af Autosource Group og VP Jonas Pasgaard Krogh.

”Vores ambition og mål er til stadighed at digitalisere bilbranchen. 1001 Biler er et strategisk opkøb, der yderligere skal simplificere og dermed styrke brugeroplevelsen. Det er en løsning, vi ønsker at videregive til vores kunder og samarbejdspartnere i leasingbranchen, så de kan forkorte og samtidig effektivere deres salgsproces”, forklarer Kent Bernsdorf.

Målet er at skalere 1001 BILER yderligere, og give brugerne endnu flere muligheder for at beregne biler fra såvel udlandet som Danmark. 1001 BILER bliver dermed endnu et betydningsfuldt produkt i Autosource Groups digitale værktøjskasse.

David Brandt, der er stifter af 1001 BILER, bliver fortsat en stærk profil i selskabet og ikke mindst for hele Autosource Group. David har nemlig specialiseret sig i online leasing af importbiler, hvorfor hans opgave er at øge automatiseringen af importprocessen – både på den korte og lange bane.

Jonas Pasgaard Krogh har nedsat en projektgruppe, der arbejder på yderligere optimeringen af importprocessen. Dette betyder, at Autosource Group igen kan skrue op for flere og endnu større digitale fremtidsperspektiver og trykke speederen helt i bund.

”Nu kan vi endelig køre rigtig stærkt og fokusere endnu mere på salgsfremmende initiativer med Autosource Group-koncernen i ryggen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det sikrer og ikke mindst løfter 1001 BILER til helt nye højder”, lyder det afslutningsvis fra David Brandt, stifter af 1001 BILER.